Jeg mødte for nyligt begrebet "Baby Duck Syndom", som fangede min interesse. Indenfor computer-interfaces har folk en tendens til at sætte sig ind i et program, lære hvordan det virker, og så beslutte sig for at dette er den ene og korrekte måde at gøre tingene på nemlig fordi det er 'intuitivt'. Glemt er alle de irriterende timer, hvor layoutet var ulogisk og knapperne ikke gjorde, hvad de burde gøre. Nu giver det mening og ligesom studenten der har bestået sin eksamen, så lægger man materialet bag sig og håber på at ens intuition ikke bliver udfordret på området igen. Det er hårdt at lære noget nyt, men når det så er lært hænger det fast - grundet neuroplasticitet. Og så må man håbe at man ikke har lært det forkerte.

Jeg mener nok dette er et af de større problemer indenfor softwareudvikling. Med »dette« mener jeg kampen om at vinde forbrugernes opmærksomhed først. Hvis man ikke er den første, så er man nødt til at efterligne den første, for ellers vil brugeren aldrig gide at bruge tid på at lære dit system. Små ællinger der følger efter deres mor, der vokser sig til modne, voksne og grå ænder stadig med blikket rettet dybt ned i jorden for ikke at miste mors fodspor. Det betaler sig at være først, selv hvis de første nok mere havde et hurtigt udgivet produkt for øjnene end et veludtænkt, holistisk system. »Fail fast«, »Fail often«, »Fail forward« og så videre. Det er også forståeligt begrænset hvor meget tid man som mere end bare computermenneske gider at sætte sig ind i nye programmer og nye måder at gøre tingene på. Jeg vil gætte på at de fleste har lyst til at bruge mindre tid på deres skærme, ikke mere. Som udvikler er den eneste måde at retfærdiggøre sin langsommelighed en kvalitet i så høj grad, at det ikke kan ignoreres. Det er den langsigtede og dyre strategi, der holder én relevant når støvet har lagt sig.